Mangor & Nagel – en del af AART vinder fem rammeaftaler for boligorganisationen DAB
For boligorganisationen DAB – Dansk Almennyttig Boligselskab er Mangor & Nagel – en del af AART blevet tildelt fem ud af fem søgte rammeaftaler indenfor både nybyg og renoveringsopgaver i Østdanmark - tre som totalrådgiver og to som underrådgiver.
Rammeaftalen for nybyg er vundet i team med SINUZ Rådgivende Ingeniørfirma og ABC Rådgivende Ingeniører med Mangor & Nagel som totalrådgiver. Derudover er Mangor & Nagel totalrådgiver på to rammeaftale for større renoveringsprojekter, der er vundet i team med SINUZ Rådgivende Ingeniørfirma og EKAS Rådgivende Ingeniører. Mangor & Nagel – en del af AART er tilmed underrådgiver til EKAS Rådgivende Ingeniører på to rammeaftaler for mindre renoveringer.
”Vi er enormt stolte af at få alle fem rammeaftaler i hus, og at vi både indenfor nybyg og renovering bliver anerkendt for vores kompetencer indenfor det almene felt. Vi har samarbejdet med DAB gennem mange år, og vi har et godt kendskab til dem og deres værdier. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde over de næste fire års tid, hvor der forhåbentlig skal igangsættes flere fælles projekter,” siger Jakob Andersen,administrerende direktør og partner hos Mangor & Nagel – en del af AART. Han tilføjer:
”Arbejdet med almene boliger har altid været en central del af Mangor & Nagels DNA og vores forretning. Derfor har vi også opbygget en stor viden og erfaring indenfor såvel nybyggeri som store, komplekse helhedsplaner og renoveringer, og vi ved, hvad der skal til for at få projekter af høj kvalitet i mål – til tiden og inden for budgettet.”
De seneste år har det almene felt udgjort ca. halvdelen af Mangor & Nagel – en del af AARTs forretning.
Boligorganisationen DAB udlejer og administrerer mere end 54.000 boliger for almene boligselskaber og kommuner over hele landet og administrerer bl.a. både boligforeninger og plejehjemsbebyggelser.
Mangor & Nagel – en del af AART har tidligere samarbejdet med DAB på bl.a. projekterne Sct. Olaiparken i Kalundborg, nybyg af afdelingen Stenvænge i Stenløse, som bl.a. rummer et seniorbofællesskab, samt det nye Plejecenter Egeparken i Egedal. Aktuelt samarbejdes der på bl.a. boligprojektet Søgården.
Rammeaftalerne løber over fire år frem mod udgangen af 2026.
Vi glæder os til at løfte opgaven.
