• Årsregnskab 2021 - Mangor & Nagel Arkitekter leverer rekordresultat

Årsberetning: Mangor & Nagel leverer rekordresultat

Bestyrelsen har indstillet det bedste årsregnskab i arkitektvirksomhedens historie. I 2021 voksede Mangor & Nagels omsætning med 44% og rundede 100 mio. kr. Et resultat der afspejler en bred efterspørgsel fra både den almene, private og offentlige sektor.

 

Mangor & Nagel oplevede en stærk fremgang i 2021 og opnåede en omsætning på 100 mio. kr. Det er en stigning på 30 mio. kr. i forhold til 2020. Årets resultat lander på 10,5 mio. kr. efter skat. Det er det bedste resultat i Mangor & Nagels 74-årige historie.

Mangor & Nagel er et af de få større partnerdrevet arkitektfirmaer, hvor familien bag stadig er repræsenteret i ejerkredsen og i dagligdagen af Karsten Nagel og Torben Nagel. Den daglige ledelse består af partnerne Bente Priess Andersen og Jakob Andersen, som har delt den kommercielle og tekniske ledelse imellem sig.

Regnskabet er et udtryk for, at Mangor & Nagel har en god balance mellem det arkitektoniske, det tekniske, og det økonomiske, hvilket gør, at vi i stigende grad bliver valgt til, når der skal renoveres, opføres eller projekteres byggerier i Danmark,” siger adm. direktør Bente Priess Andersen.

Det flotte resultat har udløst en bonus til alle medarbejderne på samlet knapt 2 mio. kr.

Vores medarbejdere har ydet og yder en fantastisk indsats, så for os er bonus en påskønnelse af den holdindsats der ydes hver dag. Vores hold har aldrig været bedre, og det er en fornøjelse, at være i en position, hvor vi kan dele ud af overskuddet,” siger Bente Priess Andersen.

Bred efterspørgsel og stigende anerkendelse

Det er både den almene, den private og den offentlige sektor, som har efterspurgt Mangor & Nagels ydelser i 2021, sektorer drevet af lave renter, et stærkt boligmarked og offentlige initiativer, der er igangsat for at styrke samfundsøkonomien under Covid-19-pandemien.

Mangor & Nagel har i flere år investeret i markedsføring og positionering af virksomheden og medarbejderne. Det har sammen med de opførte byggerier, som har modtaget flere priser igennem de seneste år, resulteret i en større synlighed. En synlighed, som betyder, at Mangor & Nagel nu ikke bare bliver inviteret til de større konkurrencer, hvor der konkurreres med de mere kendte tegnestuer, men også vinder konkurrencerne.

Vi oplever en stigende anerkendelse for vores arbejde, og i 2021 har særligt præmieringen af det almene byggeri på Falkoner Allé resulteret i intern stolthed og ekstern opmærksomhed,” siger Bente Priess Andersen.

God start på 2022

2022 er også startet med en flot ordrebeholdning for Mangor & Nagel, og efter det meget høje aktivitetsniveau i 2021 er forventningen til 2022 en moderat vækst og et lidt mindre resultat.

Byudviklingsopgaver fylder mere og mere i Mangor og Nagels portefølje, og projekterne på Postbyen på Kalvebod Brygge, ved Køge Kyst, Frederiksbro i Hillerød og Griggastemma i Bergen er med til at positionere Mangor og Nagel som en arkitektvirksomhed, der kobler bygninger med det omgivende landskabs mange elementer.
 

Bente Priess Andersen

Adm. direktør og partner
Arkitekt
Telefon

Flere nyheder