• Grundstensnedlæggelse på Søndre Havn 4, Køge Kyst, Mangor & Nagel

Grundstenen er lagt på Søndre Havn 4 – et nyt bolig- og byudviklingsområde på den yderste spids af Køge Kyst

Mandag d. 2. maj nåede vores projekt for PensionDanmark en vigtig milepæl. Det blev markeret med taler fra bl.a. Køges borgmester, Marie Stærke, PensionDanmarks direktør, Torben Möger Pedersen og Mangor & Nagels adm. direktør, Bente Priess Andersen.

 

Søndre Havn 4 består af fem forskelligartede boligkarréer, hvoraf de tre er tegnet af Mangor & Nagel i samarbejde med Tegnestuen LOKAL. Tegnestuen Vandkunsten er arkitekter på de øvrige to karréer, Enemærke & Petersen er totalentreprenør på det samlede projekt, mens OJ Rådgivende Ingeniører varetager ingeniørrådgivningen. Bag det ambitiøse projekt står desuden udviklingsselskabet Køge Kyst P/S.

Grundstenen blev lagt som en indmuret tidskapsel i fundamentet, og milepælen blev desuden markeret med den første offentlige fremvisning af den fysiske model for det samlede projektområde - Mangor & Nagels første store opgave i vores nye modelværksted.

Fællesskaber og samhørighed med variation i udtryk      

Boligområdet på Søndre Havn 4 er præget af arkitektur med forskellige farver, materialer og facaderytmer, der skaber både variation i området og stimulerer sanserne. Der har desuden været et stort fokus på at skabe de bedste rammer for beboer-fællesskaber, diversitet i beboersammensætningen samt et særligt byfællesskab på tværs af hele området.

I den forbindelse er Mangor & Nagels bidrag til projektet præsenteret på den norske arkitekturudstilling ’NABO: Hvordan kan vi bo sammen?’, der med fokus på fremtidens boligløsninger åbner på museet KODE i Bergen d. 6. maj 2022.

Hos Mangor & Nagel beskæftiger vi os i stigende grad med udviklingen af nye bydele. Foruden at have et skarpt fokus på at skabe byens etage lægger vi her mange kræfter i at udfordre den måde, både boliger og hele boligområder sædvanligvis tænkes på. Det er projektet ved Køge Kyst et godt eksempel på. 

Ligeledes har AART, som vi nu er blevet en del af, stor erfaring inden for udviklingen af nye bydelsområder, som vi også kan trække på.  AART er med en boligkarré for KPC også engageret i at transformere Køges tidligere industrihavn til en ny bydel med fokus på kvalitet, bæredygtighed og fællesskaber.     
 

Oline Liv Stoustrup

Kommunikation & PR
Telefon

Flere nyheder