Københavns Kommune præmierer Bryggeblomsten

Bygningspræmiering er en pris, der hædrer arkitekten og bygherren bag et smukt nybyggeri i København. I år hædrer den også samarbejdet mellem parterne, for det præmierede højhus Bryggeblomsten på Artillerivej er udviklet i et meget tæt samspil mellem Mangor & Nagel, FB Gruppen og PKA.

 

“Bryggeblomsten er et af de projekter, hvor det er lykkedes at få de arkitektoniske ambitioner, tidsrammen og økonomien til at gå op i en højere enhed.”

Sådan taler arkitekt Claus Jørgensen fra Mangor & Nagel selv om byens nye vartegn på Artillerivej. Det slanke højhus med den karakteristiske takkede facade og mange vertikale linjer er et af de nye byggerier, som Københavns Kommune har præmieret, og ifølge arkitekten skyldes det gode resultat i høj grad et samarbejde:

“Samspillet med bygherren har været helt eminent,” siger Claus Jørgensen. “Vi har haft en tæt dialog og en masse diskussioner undervejs, og nu står vi så med et byggeri, hvor alle er enige om, at både arkitekturen og materialevalget er høj kvalitet.”

Attraktive boliger

Bryggeblomstens arkitektoniske helhedsindtryk er enkelt og sammenhængende. Materialevalget er minimalt og nøje afstemt med blådæmpede tegl i varme farver, glas og anodiseret aluminium i bronzetone. Og selv om lejlighederne er dybe i det 15 etager høje punkthus, er det lykkedes at skabe exceptionelt gode dagslysforhold.

“Mangor & Nagel er rigtig gode til indretning. Det har vi set i alle de byggerier, vi har samarbejdet om, og lejlighederne her er bestemt ingen undtagelse,” siger Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen. “De er veldisponerede og fleksible, og lyset strømmer ind gennem de høje vinduer.”

Som ejer af bygningen er PKA også både glade og stolte over anerkendelsen, da pensionskasserne som ejendomsinvestor har en forpligtigelse over for alle dem, som skal leve i og omkring vores bygninger samtidigt med, at anderkendelsen af den gode arkitektur vil bidrage til sikring af ejendommes værdi på også langt sigt.

Et sammenhængende kvarter

Bryggeblomsten stod færdig i juni 2015 og er kronen på værket i den række af smukke teglstensbyggerier på Artillerivej, som Mangor & Nagel har tegnet med FB Gruppen som bygherre. De øvrige er “Artillerigården”, der er en boligejendom med 106 lejligheder, og “Artillerihaven”, som omfatter 58 rækkehuse, som er en moderne pendant til de københavnske byggeforeningshuse. Næste store projekt for samarbejdspartnerne er udviklingen af det tidligere Grønttorv i Valby.
 

18. marts 2016

Flere nyheder