Mangor & Nagel styrker kompetencerne

Mangor & Nagel A/S står bag en lang række aktuelle projekter i den almene sektor og nu udvider tegnestuen med en markant profil på området.

 

Arkitekt MAA Claus Smed Søndergård kommer fra en stilling som partner i DOMUS arkitekter, hvor han de seneste 18 år blandt andet har haft fokus på bolig- og institutionsbyggeri. Derfor er der også mange Mangor & Nagel-kunder, som allerede glæder sig til samarbejdet, fortæller adm. direktør Bente Andersen:

 

"De almene boliger er jo et af vores primære segmenter, og boligselskaberne kender udmærket Claus Søndergård og hans kompetencer. Vores nye kollega har bred erfaring med design- og projektudvikling; han har i mange år undervist på Kunstakademiets Arkitektskole; og han har været fagdommer i en lang række arkitektkonkurrencer."

Fokus på bæredygtighed

Et af Mangor & Nagels mål er at integrere social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed i alle typer af opgaver og også her kan Claus Søndergård bidrage. Han har nemlig arbejdet med DGNB-certificering, siden ordningen blev lanceret for fire år siden. Den tyske standard er ikke "bare" en miljømærkning, men en bæredygtighedscertificering med fokus på totaløkonomi, så ordningen er både innovationsfremmende og fremtidssikret.

"Claus skal være med til at udvikle tegnestuen dér, hvor vi i forvejen er stærke," siger Bente Andersen. "Nybyggeri, ombygning og renovering af offentligt og alment byggeri."

Flere nyheder