NY ARKITEKTUR OG LIV PÅ FARUM HOVEDGADE
Byggeriet kommer til at rumme to etager med boliger og en aktiv stueetage med forretninger og spisesteder, som sammen med Rema1000 lige overfor kommer til at bidrage til livet i det centrale Farum.
Helhed og arkitektonisk harmoni på hovedgaden
Der har været stort fokus fra både bygherre og arkitekter på at skabe et projekt, som både passer ind i byen og samtidig bidrager med noget nyt. Og det har ligeledes med sin centrale placering haft stor bevågenhed hos kommunens embedsværk og politikere samt hos Farums borgere.
”Med nybyggeri og fortætning på en så central grund i Farum er vi naturligvis med til at påvirke og designe både hoved-gaden og centrale byrum og vi har derfor oplevet stor, men konstruktiv, opmærksomhed og et naturligt ønske om debat og dialog fra både politikere og borgere.” fortæller Claus Smed Søndergaard, kreativ chef og partner hos Mangor & Nagel og fortsætter ”Med bebyggelsen har vi i sammenhæng med den kommende Rema1000 butik tilstræbt at skabe funktionalitet, helhed og harmoni omkring plads og hovedgade, tillige med et fint og respektfuldt samspil med den modstående, værdifulde bankbygning.
Fokus på arkitekturen og udviklingen af Farum
”Som indbygger i Farum betyder det rigtig meget for mig at være en del af byens positive udvikling. Farum ligger i natur-skønne omgivelser med nem pendlerafstand til bl.a. København og Frederikssund, men er stadig sin helt egen by – og den fortjener sin helt egen arkitektur! Jeg synes, at vi bidrager med et stærkt byggeri, som meget præcis opfylder ønskerne om mere liv i byen og flere gode boliger”, fortæller Lars Jacobsson fra KORF Ejendomme.
Mangor & Nagels adm. direktør, Bente Andersen, bor også i Farum og glædes ligeledes over projektet og udviklingen i byen:
”Det nye byggeri kommer til at ligge meget tæt på mit hus her i Farum! Derfor føles det også ekstra tæt på hjertet at være med på et projekt, som kommer til at påvirke min egen hverdag og samtidig giver noget ekstra til byen i form af smuk arkitektur, som både kommer til at skabe og rumme liv - det er utrolig positivt! Og vi ser frem til samarbejdet med HHM, som er totalentreprenør på projektet”, siger Bente glad.

Claus Smed Søndergaard
