Rovsingsgade 68 nomineret til Årets Kontorbyggeri 2023
Mangor & Nagel – en del af AART er arkitekter på transformationen af den forladte lagerbygning, der siden 1963 har stået som en tre-etagers bygning på Rovsingsgade 68.
Samtlige af ejendommens 7.200 m2 fordelt på tre gennembelyste etager udlejes til den fremadstormende teknologivirksomhed Veo Technologies, der udvikler sportskameraer baseret på AI-teknologi. For at kunne imødekomme deres behov og ønsker om at skabe de bedste rammer for en voksende, ung og innovativ arbejdsplads, der kan tiltrække internationalt talent, er ejendommen indrettet med store, åbne kontorlandskaber med café- og loungeområder på 1. og 2. sal, mens der i stuetagen både er produktionsfaciliteter, kantine, en samlende amfi-trappe og en indendørs multiboldbane synlig for forbipasserende.
Den transformerede bygnings indre er kendetegnet ved blotlagt beton og murværk samt synlig ventilationsføring og en fantastisk loftshøjde. Selv om byggeriets oprindelige in sito-støbte betonkonstruktion har sat rammerne for transformationen, er der centralt i den gamle lagerhal blevet etableret et atrium med en bred hovedtrappe i stål, der gradvist bliver smallere op igennem etagerne. Over trappesatsen bidrager et stort ovenlys med masser af naturligt lys ned igennem hele atriet.
Om projektet udtaler dommerne bl.a. "Masterclass i hvordan man på bedste vis kan give tidligere fabriksbygninger nyt liv. Ejendommens historie fremstår tydeligt, samtidig med at der er indrettet et hypermoderne nyt kontor. Kontoret er skrællet for alt overflødigt og fremstår enkelt, gedigent og fleksibelt - og vil være anvendeligt for mange forskellige virksomhedstyper i mange år fremover."
Tak til Nohrcon for nomineringen og til Einar Kornerup, konceptdesigner Morten Hedegaard, Wallnut Design Studio, ABC Rådgivende Ingeniører og Spangenberg & Madsen, der alle har været med til at realisere projektet.
Se alle fem nominerede og stem før torsdag d. 9. marts kl. 12 HER
Læs mere om projektet HER
