St. Kongensgade 53 indstillet til RENOVER prisen 2019
Vi er gået til dette renoverings- og transformationprojekt med et stor respekt for stedet kulturarv og historie. Selvom der er tale om en baggård i St. Kongensgade, har alle boliger en fantastisk indretning, smukt lysindfald og udsigt over Marmorkirken fra tagterrassen.
Beboerne skal elske deres bolig, men samtidig skal der findes en balance mellem, hvad arkitekt, bygherre og kommune forventer. Det opnås bedst med et tæt og tillidsfuldt samarbejde parterne imellem.
”Vi har på hele sagen haft et fantastisk godt samarbejde, internt såvel som eksternt. Vi har haft en sagsarkitekt, som virkelig har formået at se projektet og skabe nogle af de mange løsninger, der har været med til at udløse den fine nominering til årets Renoverpris. Og den er vi meget stolte af,” udtaler Bente Andersen, administrerende direktør hos Mangor & Nagel.
En af hovedpersonerne i renoveringen af St. Kongensgade 53 har netop været Tue Clausen, sagsarkitekt hos Mangor & Nagel. Han har været med på hele rejsen fra tom bygning til nye lejligheder og var med det samme tændt på projektet:
“Det er lidt en drøm at få lov til at være med til at renovere og udvikle en så ikonisk placering midt i byen som denne. Det har været både sjovt og udfordrende, og nu - hvor vi ser det færdige projekt og ser beboerne indtage det og gøre det til deres eget - kan vi se, at vi lykkes med projektet til fulde. Det er super fedt,“ siger Tue Clausen.
Helt vidunderligt
Om selve projektet og de valg, der er blevet truffet undervejs, fortæller Tue:
”Når vi renoverer og transformerer bygninger, søger vi altid harmoni mellem det eksisterende og det nye. St. Kongensgade er et eksempel på, hvordan udfordrende ny arkitektur kan give liv og samtidig bevare den eksisterende arkitekturhistorie.”
Tue Clausen fortsætter:
“Vi har først og fremmest fastholdt husets tidsånd og dermed fremtidssikret en del af lokalhistorien i St. Kongensgade. På samme tid har vi med et unikt greb skabt 18 vidt forskellige, eksklusive boliger og tilføjet en ny penthouse-etage.”
Projektet får også fine ord med på vejen fra Karen Mosbech, direktør i Freja Ejendomme og medlem af nomineringsudvalget:
”St. Kongensgade 53 er nomineret til Renoverprisen, fordi der er skabt nogle helt fantastiske og unikke lejligheder midt i Frederiksstaden. Her er skabt nogle højloftede, lyse og helt vidunderlige lejligheder i en gammel fabrik inde bag ved St. Kongensgade.”
Modig bygherre
Et omfattende renoveringsprojekt som det på St. Kongensgade 53 kommer ikke i stand, medmindre man har en risikovillig bygherre i form af Kim Dencher Johansen fra K.M.J. ApS, som er klar til at gå hele vejen for de rette løsninger. Og i et renoveringsprojekt af en gammel ejendom som denne siger det ikke så lidt.
Tue Clausen supplerer:
“Et så særligt og velbevaret baggårdshus midt i St. Kongensgade kalder simpelthen på et særligt arkitektonisk greb. Heldigvis har vi arbejdet med en modig bygherre, som så kvaliteten i et greb, hvor alle boliger er forskellige.”
