LANGARINDEN
I transformationsområdet Langarinden i Bergen, Norge har Mangor & Nagel Arkitekter vundet en byudviklingsopgave på 20.000 kvm urban bebyggelse.
Her opfører norske Axer Eiendom et nyt, urbant boligområde med 250-300 nyopførte lejligheder.
At der i området allerede er planlagt et letbanestop giver en enestående mulighed for at skabe et moderne boligområde i overensstemmelse med principperne for "gåbyen". Boligerne vil derfor være inden for gåafstand til alt, hvad du har brug for i hverdagen, og samtidig være kun få skridt fra store naturoplevelser.
PLACERING I BYEN
Letbanestoppet Langarinden bliver det næstsidste stop for Bergens letbane i Åsane med ca. 20 minutters rejsetid fra centrum af Bergen. Det nærmeste lokale centrum er Åsane centrum, to stop fra Langarinden. Stoppet er således midt i smørhullet i forhold til handelsfaciliteter og gode vandreture.
Området er kendetegnet ved at have huset større detailfunktioner, hvor kontrasten mellem det omgivende grønne landskab og de store jævnede asfaltflader er stor. Projektområdet er derfor en del af en større transformationsproces for området omkring Liavatnet.

